Alle mennesker har rettigheder. Det er vigtigt, at både børn, unge og voksne kender deres rettigheder. For når man kender sine rettigheder, så er det lettere at sætte grænser, sige fra og bede om hjælp, hvis rettighederne bliver krænket. Menneskerettighederne handler også om sundhed, seksualitet, køn, krop, sex, kærlighed og familie. Alle i Danmark - også unge - har en række seksuelle rettigheder. Fx retten til at bestemme over sin egen krop, køn og seksualitet.
Materialet herunder er udviklet til seksualundervisningen i 7. - 10. klasse. Det er oplagt at bruge undervisningsmaterialet som en del af et forløb i Uge Sex, hvor Sex & Samfund i 2022 sætter fokus på samtykke, kropslige og seksuelle grænser samt forståelse for egne og andres grænser. Udover at bruge materialet som et forløb i Uge Sex, kan det også inddrages som et selvstændigt tema i seksualundervisningen hele året rundt.
Materialet består af fakta om seksuelle rettigheder, portrætter af unge samt opgaver til gruppearbejde i klassen.
Download lærervejledning og elevmateriale herunder. Ønsker du materialet direkte i din indbakke, kan du udfylde formularen nederst på siden.